Min varmblodsvallak på 5 år har været i 14 dages træning hos Maria. Årsagen var, at han blev mere og mere uterlig i forbindelse med trailerlæsning. Egentlig havde jeg indtryk af, at det var mere ulydighed end frygt, da han stod pænt i traileren, når han endelig kom derop. Han havde også tidligere – enkelte gange – kunnet læsses af blot en person. Men jo flere gange han skulle transporteres, jo mere styg blev han, til sidst begyndte han simpelthen at stikke af blot han så en trailer, således stak han af fra mig og andre 6 gange på en eneste dag. Han var fuldstændig umulig at holde lige meget hvad man gjorde.
Da det var ved at udvikle sig til en farlig situation, besluttede jeg mig for at sætte ham i træning hos Maria. I modsætning til mig mente Maria, at Taziki faktisk var utrolig utryg ved at køre, så det var her, der skulle sættes ind.
Den første uge brugte Maria på at træne horsemanship uden trailer. Det var vigtigt, at han både kunne gå fremad og baglæns samt flytte bagparten på kommando inden, han blev introduceret til traileren. Efter ca. en uge lånte Maria min trailer, så hun kunne træne i den.
Taziki var blevet rigtig dygtig til at stå lige foran rampen, han lærte også at gå helt ind i traileren for at spise gulerødder sammen med Maria. Det var han rigtig glad for, princippet var, at det skulle være utroligt hyggeligt i traileren. Det skal bemærkes, at det var et meget minimalt pres – om overhovedet noget pres – han blev udsat for, han gik i traileren af egen fri vilje og med løst træktov. Derimod fik han også lov til at gå ud igen, så snart det var det, han havde behov for. Til sidst kunne Maria nærmest stå uden for traileren og ved hjælp af et lille nyk i tovet sende ham ind.
På dette tidspunkt var det tid for Taziki at komme hjem igen, hvorefter jeg trænede videre efter samme principper.
Det har været svært for mig efterfølgende at videreføre Marias ro og tålmodighed ved så følsom en hest som Taziki. Men det gik fremad, jeg kunne nu sende ham ind i traileren, dog har jeg som oftest manglet at få ham de sidste 5 cm ind for at få bagbommen på plads. Han har været med mig ude at køre nogle gange, men desværre bliver han sværere og sværere at få op i traileren efter det. Men han har ikke på noget tidspunkt villet stikke af fra mig, og jeg har presset ham så lidt som muligt. Når det igen bliver lyst i vejret, fortsætter træningen herhjemme.
Jeg tror, at noget af det, der har gjort træningen sværere igen, er, at når man kører med sin hest, skal man ofte til undervisning eller lignende, og for en følsom ung hest som min, kan det godt være en voldsom oplevelse, og hesten er træt og uoplagt, når den skal hjem. På den måde kobler den en transportoplevelse sammen med en mindre god oplevelse, og så bliver transportoplevelsen uoverkommelig.
Det har betydet, at jeg har besluttet at fortsætte horsemanshiptræningen med denne hest i henhold til Marias principper og så sætte dressurridningen på standby på ubestemt tid. På den måde håber jeg, at jeg vil få en gladere hest og at trailerkørsel senere vil blive nemmere. Derudover er det helt sikkert vigtigt at læsse sin hest ofte uden, at den skal ud at køre. Eller måske køre en lille tur og så vende hjem igen uden af- og pålæsning på turen.
Jeg kan kun takke Maria for hjælpen med Taziki og for at få mine øjne op for, at der findes andre træningsmetoder for en hest som denne end de traditionelle.
Charlotte Madsen |