Hvorfor 6 ugers interval?
I den perfekte verden slider hesten sin hov i samme tempo som den vokser.
Virkeligheden er en helt anden snak! Hestens hov vokser og den slider hoven alt efter hvad den udsættes for af bevægelse og på hvilket underlag den bliver motioneret på. Så en foldhest, der bliver redet engang imellem på en tur, har altså ingen mulighed for at nå og slide sin hov særlig meget, hvorimod en hest der bliver redet dagligt slider meget på sine hove og måske endda mere end den når at vokse.
Det næste er så, at alle heste er forskellige i deres benstilling og deres måde at gå på, nogle er indfodede, franske, kohasede, kalveknæede eller andet, og det er med til at hesten slider sine hove skævt. Dette behøver ikke at få nogen særlig betydning, hvis ellers hesten bliver passet med de rigtige trimningsintervaller. Bliver hesten ikke trimmet ofte nok, kan de skæve hove gøre at hesten belaster knogler, led, sener osv skævt og det kan få konsekvenser for hestens holdbarhed!
Mine egne heste bliver trimmet hver 3. uge, hvilket kan være nødvendigt i en periode, hvis man vil rette en hest op efter for eksempel manglende trimning, forfangenhed, white line disease, eller andet der har gjort at hoven er midlertidigt svækket!
6 ugers interval er forøvrigt det samme interval som de fleste smede og hestens værn anbefaler 
|